Da Consolata Waithaka grundlagde Womans Hope Kenya (WHK) i 2007, var formålet at tilbyde et sikkert sted for kvinder, der har været eller er i risiko for at blive udsat for kønsbaseret vold eller overgreb. WHK er en NGO, hvis mission fra starten har været at styrke kvinder ved at frigøre dem socialt og økonomisk.
I løbet af 2021 lykkedes det stifteren af Womans Hope Danmark, Christopher Bergmann, at indsamle 150.000 kr. via donationer fra bl.a. Lions Lystrup. Donationerne blev startskuddet til opstarten af et intenst tre-ugers kursusforløb, hvor kvinderne undervises i emner som husholdning, basal sygdomslære og basale færdigheder til at varetage børnepasning. En del af donationerne gik til indkøb af hårde hvidevarer, en router og pc’er til underviserne. Projektet er NITA-certificeret, hvilket er en garanti for kvaliteten over for en kommende arbejdsgiver. (Læs mere om NITA godkendelse her: https://www.nita.go.ke/)
Derudover udviklede Christopher undervisningsmaterialer, og Consolata fik indskrevet de første 25 elever og fandt kvalificerede NITA-undervisere, en socialworker samt en psykolog, der stod til rådighed for eleverne.
Ønsket om fortsat at kunne bidrage med gratis uddannelse var grundlaget for at stifte den danske støtteforening Womans Hope Danmark. Denne drøm blev til virkelighed i oktober 2023.
Udvidede tilbud
Sidenhen er kurset udvidet med relevante workshops om førstehjælp, hårpleje m.m. Det bagvedliggende sigte har fra starten været og er stadig at skabe et fundament, som giver kvinderne, dokumenterede færdigheder til at søge job i en geografisk nærhed af deres hjem. Det er desværre kendt viden, at mange unge afrikanske kvinder efterlader deres børn og drager til Mellemøsten for at arbejde. De vender ofte hjem med bristede jobillusioner og overgreb i bagagen.
Hvert hold har plads til 25 elever, hvoraf en stor del er teenagemødre fra de omkringliggende slumområder, f.eks. Kibera. Undervisningen består af både teoretisk viden og tilegnelse af praktiske færdigheder. Efter endt uddannelse får kvinderne overrakt et diplom ved en formel ceremoni.
Mere end 3000 har fået hjælp
Centeret giver altså kvinderne et sted at hele, at bo og et sted at få nye kompetencer, som kan bruges til at forme en ny fremtid. Kvinderne bliver også tilbudt samtaler undervejs i forløbet.
Når opholdet på centret er forbi, vender kvinderne tilbage til en tilværelse, hvor udfordringerne er de samme, men hvor de har nye kompetencer og nye redskaber til at skabe en anden og bedre fremtid for dem selv og deres børn.
Hvis ikke disse kvinder får konkrete redskaber og nye kompetencer, er mange af dem nødsaget til at søge tilbage til en hverdag med meget stor risiko for nye overgreb.
WHK bliver drevet på frivillig basis og ved hjælp af donationer. Stedet har udviklet sig over tid, og kapaciteten er løbende blevet forøget. Det betyder, at centret har huset og hjulpet mere end 3000 kvinder og børn.
Udvider aktiviteterne løbende
Der bliver løbende arbejdet på at udvide og tilbyde nye aktiviteter/kurser der kan understøtte visionen. Alt med det sigte, at give udsatte kvinder muligheder for at erhverve sig kundskaber eller viden der muliggør selvforsørgelse.
Et andet spor er oplysningskampagner, hvor der orienteres om emner der enten kan være tabubelagte eller mangler viden. I flere år er der gjort en stor indsats mod tidlig graviditet, oplysning om menstruation og uddeling af hygiejnebind.
Til trods for det primære fokus, der er at hjælpe og supportere udsatte kvinder, arbejdes der også med at bibringe tanker om bæredygtighed fx gennem projektet Kikapu, der havde til formål at træne kvinderne i at genbruge affaldsmaterialer til at skabe nye produkter som tæpper, brugsgenstande, billeder, julepynt m.m.
Med dette i hånden hjælpes de til at formidle kontakt til lokale der efterspørger netop de færdigheder uddannelsen har givet dem.





Vision
“At Womans Hope, we envision a society where every woman and girl live to their full potential, regardless of their economic background”.
